De stjal fra kirkegården

Det blev en anderledes tur på kirkegården fordi jeg så de stjal.

Nogle gange, ikke tit, men en gang i mellem, har jeg brug for at blive nulstillet. Det kan jeg blive på mange måder, alt afhængig af situationen. Det kan være en løbetur jeg har brug for, hvis jeg går og bliver en lille irriteret en. Hvis jeg har dummet mig, som da jeg lavede en stor ridse i min bil, så kører jeg et sted hen hvor ingen kan høre mig, og gør noget meget grænseoverskridende; råber af mine lungers fulde kræft. En meget sjælden gang i mellem, er det tårekanalerne, der trænger til at blive renset ud. Uanset hvad det er, jeg trænger til, så hjælper det, at få det gjort. Jeg bliver helt rolig, afslappet og i godt humør igen, bagefter.

Tudetur på kirkegården

Forleden var det sidstnævnte der trængte til at blive renset, og jeg havde kunnet mærke det i et stykke tid, men ikke fået gjort noget ved det. Når jeg tænger til at græde, tager jeg på kirkegården. Så kommer det helt af sig selv. Det gjorde jeg også denne gang. Da jeg kommer derop, ser jeg to drenge komme cyklende, og kommer til at smile. Det er helt rart med børn og liv her, tænker jeg.

Da jeg kommer hen til gravstedet bliver jeg trist over at se, hvor tomt det er. Ingen blomster, og de små keramik figurer vi har lagt der, for mange år siden, er væk.

Fordi jeg helst ikke vil ses, opløst i tåre, sætter jeg med ned på gravstedet, og er selv, med mine tanker og en stak lommetørklæder. Mens jeg sidder der, kan jeg høre de to drenge stoppe op bag mig. Fordi jeg sidder ned, og de er i den næste række af gravsteder, kan de ikke se mig. Jeg hører dem tale om, at her er flere, og de går ind på gravstederne og samler noget op. Jeg kigger op for at se om der skulle være et træ der smider kogler, men der er ingen træer. Så går det op for mig at de stjal ting fra gravstederne, og jeg rejser mig hurtigt op, og går hen til dem og spørger;

“Hvad laver i?”

“Ikke noget”! Siger de.

Min puls stiger, og jeg er vred. De stjal.

“Det passer ikke. Vis mig hvad i har i lommerne” siger jeg højt og bestemt.

“Den lå der” prøver den lyshårede dreng, og peger ud på stien.

“Det passer ikke, for jeg så du tog den herhenne” Siger jeg, nu endnu mere vred, og bestemt, og op af deres lommer, kommer de små granitfugle.

“Læg dem på plads, hvor i tog dem”! Siger jeg, og det gør de. Jeg kigger på den mørkhårede dreng og siger;

“Er i godt klar over, at der ligger en der, som nogen har holdt af? Lige som din mor, far, mormor eller onkel, eller hvem du har, du holder af! I gør det aldrig mere!!!”

“Nej” mumler de og begynder at samle deres cykler op.

“Så fis af, hjem med jer!”

“Undskyld” får den lyshårede sagt, “Det er i orden” siger jeg svagt tilbage.

Puha. Jeg sætter mig igen, og græder lidt igen. Helt træt og udmattet kører jeg hjem.

Dagen efter vågner jeg med et godt humør, mere overskud og er mentalt ovenpå igen. Hvor er jeg glad for at jeg fik luftet ud, og nu igen, er mig selv.

Tak fordi du følger med.

Du er med til at holde mig i gang.

Kærligst Heidi

Herunder billeder fra dagens tur. Se flere billeder på Instagram; Gaamigglad

Følg med på Facebooksiden; Gaamigglad

 

DÆMP STRESS OG KONFLIKTER PÅ ARBEJDSPLADSEN – MED EN GÅTUR. I mit foredrag til virksomheder fortæller jeg om hvordan I kan gå mens i arbejder.

På en workshop lærer du at gå. Ikke som da du vær to år hvor du skulle lære hvordan man går men som voksen hvor du lærer hvornår du skal gå. Du kan gå mens du arbejder og på 117 andre tidspunkter. Alle skridt tæller i målet om at nå de 10.000 skridt om dagen. Læs mere på Gå Mig Glad under workshop.