INTUITION
Det var først på året. Jeg var lige blevet separeret. Min søn og jeg var lige flyttet og jeg havde fået nyt job. I øvrigt et job i et nyt fag, jeg ikke var vant til at arbejde i. Jeg var presset. Min søn var startet i ny dagpleje. Fordi vi var flyttet. Alt var nyt. Han var skrevet op til vuggestue, men der var ikke plads, så han startede i dagpleje.

Vi blev inviteret op og hilse på dagplejeren. Lis. Jeg brød mig ikke om hende, og synes ikke der var en god stemning i hendes hjem. Jeg lagde mærke til det, men lod som ingenting. Ignorerede det. Hun har jo været i jobbet i mange år, så hun må jo være god nok. Sådan tænkte jeg. Retfærdiggjorde over for mig selv, at her skulle jeg aflevere min søn. Min højtelskede lille dreng. Jeg mærkede den dårlige stemning, men ignorerede den. Overfor mig selv. Bildte mig selv ind, at der var noget galt med min intuition.

Hver morgen kører vi hjemmefra. Han skal sættes af hos dagplejen, og jeg skal på arbejde. Han er stille i bilen. Siger ikke noget. Jeg lægger mærke til, at han begynder at holde på sine sikkerhedsseler når vi nærmer os vejen hvor hun bor. Som om jeg ikke må tage ham ud af autostolen. Jeg har travlt. Der er mange tanker i mit hovede og mange følelser i mit hjerte. Der er så meget, når man går fra en, flytter og får nyt job. Det er svært at komme ind i en rytme, hvor hverdagen bare fungerer. Alt er nyt.

Det er mandag morgen og vi kører, som vi plejer. Da vi nærmer os vejen hvor han skal sættes af, tager han fat i selerne igen.

“Nej Lis” siger han.

Jeg kigger på ham og spørger.

“Vil du ikke ind til Lis?”

Den lille fyr ser ked ud af det, og ryster på hovedet.

“Det skal du heller ikke. Vi får far til at hente dig”

Jeg ringer til hans far og forklarer situationen og han kommer og henter vores søn. Jeg går med bestemte skridt op og banker på døren. Jeg er sur. Mest på mig selv fordi jeg ikke har taget min intuition alvorligt, og fordi jeg ikke har reageret på de signaler, min lille dreng har sendt mig. Nu er det slut!

Da hun åbner døren, siger jeg til hende, at han ikke kan lide at være her og jeg gerne vil bede om alle hans ting. Han kommer aldrig mere. Hun bliver lidt paf og siger, at det kan hun ikke forstå. Jeg får hans ting og kommer aldrig der igen.

Arbejdet kalder og da jeg har fri, ringer jeg til kommunen og forklarer situationen og spørger til hvordan det går med pladsen i vuggestue.

“Vi har sendt dig et brev og der er plads til din søn. I kan komme op og se stedet i morgen” Den søde dame på kommunen fik mig til at græde. Jeg var lettet og glad og kunne ringe til min chef og sige, at jeg ikke kom på arbejde dagen efter, fordi jeg havde fået en plads i vuggestuen og nu skulle min søn køres ind der. Alt var godt. Han blev glad for vuggestuen, og det gjorde jeg også.

Det var sidste gang jeg ikke lyttede til min intuition.

Det kan godt være alt ser ud til at fungere og din logiske sans siger dig, at det er noget fis, at du ikke bryder dig om situationen, men hvis du kan mærke, at du ikke har lyst til et eller andet, skal du ikke gøre det. Det er helt vildt vigtigt, at vi står ved os selv og reagerer på det vi mærker, og lytter til vores intuition.

Tak fordi du følger med. Du er med til at holde mig i gang.

Kærligst Heidi

 

 

gaamigglad.dk