Berlin står der i emnefeltet
Det er mandag morgen, og jeg er på arbejde som jeg plejer på Designskolen i Kolding. Jeg er nået til toiletterne på første sal. Længere henne ad gangen ligger rektors kontor. Der er fast rutine på hvilke områder, jeg gør rent først. Inden kl. 9.00 skal alle mødelokaler, toiletter og rektors kontor helst være færdige.

Da jeg er færdig på rektors kontor, er det tid til formiddagskaffen og jeg tjekker min mail. Den første er fra rektor. Berlin står der i emnefeltet.

“Jeg skal til Berlin på fredag og der er to ekstra pladser i bilen. Vi kører fra skolen kl. 14.00 og kører fra Berlin søndag kl. 13.00. Lad mig vide om du vil med, det er gratis”.

Noget i den retning stod der i mailen. Jeg modtog den som ansat på skolen, men det gjorde ALLE de studerende også. Det er saftsuseme frisk gjort. For man VED jo ikke, hvem man skal høre på, hele vejen til Berlin. Ville jeg selv have gjort det samme, hvis jeg havde to ekstra pladser i bilen? Det tror jeg faktisk ikke. Jeg ville måske have spurgt en jeg kender, om de ville med. Men ikke sådan en stor, åben invitation.

“Du er hermed blevet den sejeste chef, jeg nogensinde har haft” – sådan svarede jeg på mailen.

Jeg har spurgt Elsebeth, om jeg må skrive denne historie og hendes svar lød sådan her:

Selvfølgelig. Godt eksempel på, hvordan det bæredygtige og det sociale kan gå hånd i hånd. Hyggeligt at få talt med de studerende på en relativt lang køretur.
Kh Elsebeth

Lad os alle blive bedre til at byde andre ind i vores liv, til middag, med i bilen, og på en gåtur.

Tak fordi du følger med. Du er med til at holde mig i gang.

Vi ses på en gåtur.

Kærligst Heidi

Du er meget velkommen til at dele historien.

 

 

gaamigglad.dk