194. tirsdagstur – 5 tips til mindre stress i hverdagen v/Katja Feilberg

Først brændt ud – så brænde for: Stress – hjælp til ro i hverdagen

Brænde lyset i begge ender
Efter mere end 14 år med stress af flere omgange, kunne jeg godt se at nu var jeg nødt til at skifte retning og ikke begå de samme fejltagelser som jeg havde begået igen og igen før. Jeg skiftede job og tog en ny uddannelse. Gang på gang. Men det var bestemt ikke løsningen. Og det bar min krop virkelig præg af efterhånden som årene gik, og jeg lagde søvnproblemer og migræne oveni de andre fysiske og psykiske tegn.

Så i starten af 2017 lagde jeg mig igen, denne gang også med blødende mavesår og så havde jeg forstået budskabet.

STOP!

Så jeg besluttede at kigge på mig selv og mærke min krop igen. Den havde jeg fuldstændig ignoreret i årevis, til trods for dens mange tydelige tegn på at jeg skulle geare ned.

Jeg søgte efter viden og hjælp til hvordan jeg skulle håndtere stressen. Denne gang både med krop og sind. Hvordan skulle jeg motionere, hvad var godt at spise, hvordan kunne jeg finde ro og balance igen. Og vigtigst af alt, hvordan undgik jeg at komme helt derned igen, hvor jeg knæk sammen. For stressen ville jeg jo møde igen. Denne gang skulle jeg bare være forberedt og gribe det helt anderledes an.

Der er masser af viden omkring disse ting på nettet. Bare ikke et sted hvor det hele var samlet. Så jeg brugte meget lang tid på at lede efter de forskellige ting og få stykket noget brugbart sammen.

En ny start


Jeg havde et år efter jeg startede med at kigge indad og tage vare på mig selv, mødt en kvinde som også var stressramt, men dog havde været klogere end jeg, og trukket i håndbremsen meget før og taget en beslutning om at stoppe i hendes job.

Vi havde kemi med det samme og var enige om at vi gerne ville starte et projekt op sammen. Vores fællesnævner var stress og den var omdrejningspunktet.

Det blev meget hurtigt til idéen om Tid & Balance. Hvor vi her samlede viden, inspiration, motivation og værktøjer om stress, meditation, mindfulness, kost og motion. Vi opbyggede en hjemmeside med gratis indhold og en medlemsside med meget mere indhold, rabatter på arrangementer og meget mere. Vi fandt også ud af at vi gerne ville samarbejde med forskellige behandlere indenfor disse 5 områder, og det ville give større værdi til vores brugere og medlemmer.

Nu næsten et år efter vi startede op, har vi nogle fantastiske behandlere med, som også brænder ligeså meget for Tid & Balance som vi gør. Vi har medlemmer som er glade og føler vi hjælper dem utroligt meget. Vi har succes med flere forskellige fysiske arrangementer og er i gang med forskellige online kurser og forløb. Vi vokser og kan mærke hvor vidunderligt det er at kunne hjælpe andre og give ro og balance i både arbejdsliv og privatlivet.

Vi arbejder på at blive landsdækkende, både med medlemmer og behandlere.

Fantastisk hvordan noget som så så sort ud, kan blive noget så givende. Og hvor meget glæde det giver os at kunne give vores erfaringer videre, for vi tror at det er godt og en god læring at have været helt dernede hvor det gør ondt, men også at vide at man kan komme op igen og at man ikke behøver gøre det alene. Vi har vendt det til noget positivt for andre og for os selv.

Og værsgo, her får du:

5 tips til mindre stress i dit liv

Med ganske små ændringer i dit liv, kan du få styr på din hverdags-stress og få mere overskud til de ting, der giver dig energi og gør dig glad.

  1. Gå tidligt i seng, og stå tidligt op

Hvis din morgen starter fuldstændig kaotisk, er der risiko for, at resten af dagen også bliver det. Ved at stå tidligere op, kan du starte dagen på en god og rolig måde og måske endda finde tid til lidt morgenafslapning, hvor du kan læse eller dyrke yoga.

  1. Lav lister

Start dagen med at lave en kort liste over de ting, du skal nå. Det vil hjælpe dig til at få styr på tankerne og få en mere velorganiseret dag. Desuden vil det føles tilfredsstillende at kunne krydse tingene af i løbet af dagen. Skriv dog kun de mest nødvendige opgaver ned for dagen, så listen ikke ender med at tage pusten fra dig. Og pas på at listen ikke blot bliver endnu en kilde til stress. Vær realistisk over hvor meget tid du har tilgode.

  1. Uddelegér opgaver

Er du ved at drukne i alt det praktiske derhjemme, så sørg for at uddelegere opgaver til din ægtefælle/partner og evt. også dine børn. Lav fx et skema, så det er klart hvem der skal gøre hvad – og hvornår det skal gøres. Selv mindre børn kan på denne måde blive inddraget i opgaverne. Det giver dig mere tid – og børnene mere selvtillid, når de føler at de bidrager til familiens overskud.

  1. Sig nej!

Et af de bedste midler til mindre stress, er at lære at sige fra til de ting, du ikke har lyst, tid eller overskud til. Det kræver øvelse at sige nej til folk, men du vil straks mærke lettelsen samt glæden ved at have skabt plads til de ting, du faktisk har lyst til. Vel vidende at det ikke altid kan lade sig gøre på din arbejdsplads, er det meget vigtigt at du lærer at sige nej til ting du ikke kan overskue i dit privatliv. Herved skuffer du hverken dig selv eller andre ved at måtte ændre et ja til et nej senere.

  1. Gå en tur

Gåturen er dit bedste våben mod stress. Hvis de ulæste mails hober sig op i din indbakke, og du har svært ved at overskue de daglige gøremål, skal du lægge pligterne til side, tage en jakke på og gå en tur. Når du går, reduceres mængden af stresshormonet kortisol i dit blod, og du vil opleve, at du får mere energi og bliver mindre bekymret.

Gåturen er ikke kun gavnlig for dig, der allerede er ramt af stress. De hormoner, der produceres under gang, er nemlig også med til at forebygge, at du rent faktisk bliver stresset. Så det er bare om at komme afsted!

Tak til Katja for at dele sin historie. Fik du læst hvordan Søren ser på det at GÅ? Hans indlæg ligger her

Tak fordi du følger med. Du er med til at holde mig i gang.

Vi ses på en gåtur!

Gå-hilsner

Heidi

 

Hold dig opdateret

Indtast dine oplysninger for at blive tilmeldt og modtage nyheder og påmindelser om nye indlæg.