Gåture sparker til min kreativitet

Jeg bruger gåtur bevidst i mit arbejde. Fordi det bare er lettere at få gode ideer under en gåtur end at forsøge at tvinge dem frem foran en computer.

Når jeg skal brainstorme, så går jeg en tur.

Når jeg går i stå med en tekst, så går jeg en tur.

Og når jeg står over for en udfordring, jeg ikke umiddelbart kan løse, går jeg en tur.

For det er så nemt at få nye ideer, når man går. Det har jeg altid vidst, men det er faktisk ikke så længe siden, at det gik op for mig, at der også er masser af forskning, der bekræfter det. At man bliver mere kreativ, når man går.

Nogle steder kan jeg læse, at man bliver op til 60% mere kreativ.

Det er ret markant, synes jeg!

Men præcis hvor meget en gåtur kan sparke til min kreativitet, hænger jeg mig ikke i. Det er detaljer, og det vigtigste er, at jeg kan mærke, at det virker.

Og det gør det.

Derfor er jeg efterhånden begyndt at bruge gåture meget mere bevidst og målrettet.

Jeg har altid gået meget. Helst hver dag. Men hvor jeg tidligere bare gik og ventede på ideerne kom dumpende af sig selv, så går jeg nu mere struktureret til værks. Jeg ved faktisk ikke, hvordan forskningen siger, at man bør gøre. Men jeg ved, at det fungerer for mig, at jeg på forhånd har besluttet mig for, hvad jeg vil tænke over, mens jeg går.

Jeg sætter en intention for min gåtur.

Vælger et emne, et projekt, en tekst, en udfordring eller hvad jeg nu har brug for at tænke over.

Og så går jeg. Tænker og skriver ned, når der kommer nogle gode tanker, som jeg ikke må glemme igen. Og så tænker jeg videre. Går indtil jeg ikke gider mere. Og så er jeg klar til at arbejde, når jeg kommer hjem.

Fyldt med nye ideer.

Tak til Gitte Stounberg for dette fine indlæg og tak til dig fordi du følger med. Du er med til at holde mig i gang. 

Gå-hilsner 

Heidi 

 

gaamigglad.dk