Om den gyldne middelvej

Jeg er ikke god til ’at gå til noget’. Og jeg er, når sandheden skal frem, luddoven. Jeg vil – fuldstændig i overensstemmelse med min stenalderhjerne – helst finde mad og så sætte mig og vogte på mine kalorier. Men da dét med at finde mad er en smal sag, bliver man jo let alt andet end smal, hvis man giver efter for fristelsen til at passe på fedtdepoterne.

Jeg har været buttet, overvægtig eller fed hele livet, og vægten har svinget op og ned flere gange. Mange ting er prøvet, men den mest gennemprøvede metode har været Forbuddet. Det er den nemmeste løsning – i hvert fald på papiret – at lade være med noget i stedet for at skulle gøre noget. Men jeg ER altså bare glad for søde sager og salte smage, så den ’livsstils ændring’ holder bare ikke mere end et par dage for mig.

Havde jeg været virksomhedsleder, der gang på gang skruede på den samme knap og forventede forskellige resultater, ville jeg ryge ud på r.. og albuer – og med rette. Så forbuds-metoden er udelukket.

Nu har jeg tabt 50 kg. Og det er ved at sætte det ene ben foran det andet. Og så har jeg registreret mit kalorieindtag og -forbrænding ved gåturene for at vide konkret, hvad et måltid indeholder, hvad et stykke (eller 4) chokolade gemmer på osv., men INGEN forbud. Det viser sig at have en selv-regulerende effekt at se tallene sort på hvidt; når jeg ved, at det tager 10 km at forbrænde de kalorier, det tog 10 minutter at indtage – eller omvendt; det tog 10 minutter at nulstille 10 km travetur.

Men faktisk var det ikke vægttab, der var min primære motivation for at begynde at gå – om end jeg var klar over, at det ville blive en velkommen bivirkning. Jeg er midt i 40’erne, og på trods af mine alt for mange kilo, har jeg altid haft fine tal: blodtryk, kolesterol, sukker, lever, og ingen gener med knæ eller hofter – ENDNU. Jeg ville sikkert også, i lighed med min far, som jeg ligner, kunne køre på frihjul 10 års tid endnu. Tallene ville jeg kunne lave om på ved at røre mig, men ikke hvis knæ og hofter også er blevet en udfordring – som det var tilfældet med min far.

Summa summarum min ungdoms følelse af udødelighed var forsvundet, og mit fokus på min indre sundhed kom til at fylde meget mere i mit hoved end størrelsen på mine bukser. Så med min erfaring udi ’livsstils ændringer’, ’kostomlægninger’ og andre ord for livslang kur, måtte jeg tænke i realistiske baner – noget der holder på den lange bane.

Jeg skulle ikke gå til noget (undskyldningerne for at springe over stod allerede i kø), jeg kommer ikke til at holde op med at have en sød tand (jeg spiser chokolade hver dag), og det skal være noget, jeg ikke kan undgå at gøre hver dag (nævnte jeg, at jeg spiser chokolade hver dag), og som ikke opleves som en bjergbestigning hver dag, for så holder det ikke for mig.

Gåturene og deres vej
Inspireret af en veninde faldt beslutningen på at gå. Jeg går jo hver dag til og fra toget, jeg går, når jeg køber ind, og hvis jeg liiiige forlænger ruterne en lille smule, så bliver det jo til noget. Jeg startede med 3 km på arbejdsdage og 5 km på fridage. Da jeg fandt ud af, at 10.000 skridt for mig svarer til ca. 6 km – altså en god maraton på en uge – blev det kravet til mig selv, og er det fortsat. Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at åbner jeg døren på klem for, at det er i orden at springe over, hvis…., så åbner jeg en ladeport.

Der kan være enkelte dage (3-4 på et år), hvor arrangementer gør, at jeg ikke kan nå ud, og derfor har jeg indført, at så længe der er tilbagelagt en maraton på en uge, så har jeg opfyldt kravene til mig selv.

På mine ture har jeg fundet stier og veje, jeg slet ikke var klar over, eksisterede, selvom jeg har boet i samme by hele mit liv. Og jeg er i den grad blev ferm til at beregne ruter af forskellige længder. Efter det første halve år som gænger, bemærkede jeg, at jeg trak vejret meget dybere (selvom jeg aldrig har følt, at jeg ikke trak vejret dybt), og jeg fik en fornemmelse af, at der var åbnet for nogle iltkanaler, der før havde ligget ubrugte i kroppen og faktisk havde opgivet håbet om at få ilt.

Det er godt 3 år siden, jeg startede med at gå, og jeg fortsætter.

Mit arbejde som freelance HR konsulent i IDALI HR betyder, at jeg mine arbejds perioder er uforudsigelige, så derfor har jeg kunnet give den lidt ekstra gas i arbejdsfri perioder. Da de første 2 størrelser i bukser var forsvundet et sted på en gåtur, fik jeg blod på tanden og satte fokus på vægttabet. Jeg startede med at gå mine 6 km lidt hurtigere.

Så besluttede jeg, at arbejdsfri dage skulle turen være på 10 km, og hold da op nogle trætte fødder, jeg havde de første 2 gange, jeg havde gået 10 km! I en arbejdsfri periode gik jeg 70 km om ugen, og min Endomondo viste, at det var lig ca. 9000 kalorier. Hmm, det kunne da være fint at gå 10.000 kalorier om ugen! Så blev turen sat op til 12,5 km om dagen – altså 87,5 km om ugen). Så skulle man da være et skarn, hvis man ikke lige prøvede at gå 100 km på en uge, dvs. knapt 15 om dagen.

Min kalorieforbrænding på den distance lå på godt 1800. Mit daglige kaloriebehov ligger på ca. 2000, så for at sætte turbo på vægttabet, besluttede jeg at motionere 2000 kalorier om dagen. Og det er fortsat indtil for et par måneder siden. Jeg nåede op på 20 km for at forbrænde 2000 kalorier, men efterhånden som vægten går ned, forbrænder jeg ikke længere det samme, selvom jeg tilbagelægger samme distance. Jeg har aldrig, aldrig, aldrig troet, at jeg skulle komme til at løbe, men nu løber jeg de 12 af de 20 km.

Min kalorieforbrænding ligger nu på 1850, når de 20 km er tilbagelagt med 8 km powerwalk og 12 km løb. Jeg har fundet ud af, hvorfor mange løbere ser så sure og forpinte ud, for det er det, de er. Jeg løber ikke, fordi jeg synes, det er fantastisk, og jeg venter stadig på at blive afhængig af det (det har jeg hørt, man kan blive?). Jeg løber, fordi jeg kan – uden at føle, at jeg skal kaste mine lunger op efter et par hundrede meter. Og det er gåturene, jeg kan takke for, at jeg er nået dertil, fordi jeg har lært at trække vejret.

Jeg er dags dato 1,9 kg fra for første gang i mit liv, siden jeg blev født at være i BMI kategori Normalvægtig, og om kort tid skal jeg til lægen for at blive indstillet til at få fjernet overskydende hud. Det er nemlig ligeså tungt at løbe med løs hud, som med hud, der er fyldt ud af bugnende fedtdepoter; huden falder tungt, og det føles, som om der er nogen, der lige niver i huden, når den falder ned. Det føles som om, rygsøjlen i lænden er presset fuldstændig sammen, og at den får fri et øjeblik og kan rette sig ud, når jeg løfter op i huden.

BH eller ej er et valg mellem pest og kolera; enten hænger huden mellem bryst og ryg ud over bh-kanten (selvom jeg møjsommeligt har proppet den inden for bh’en) og kommer i klemme, eller også hænger den og slasker og skvulper med en følelse af at blive nevet.

Og hvad så bagefter? Så snart BMI normalvægtig er nået, reducerer jeg distancen til godt en maraton om ugen – måske med en 10 km løbetur i ny og næ, bare fordi jeg kan – for så er fokus tilbage på, at mine indre tal forbliver strålende, at min hjerne får et pusterum til at tænke på lige det, den har lyst til, og at jeg ikke glemmer, hvordan man trækker vejret.

Sikke en historie. TAK til Heidi for at være så åben og ærlig i din fortælling.

Tak fordi du følger med. Du er med til at holde mig i gang.

Gå-hilsner

Heidi

Har du en god gå-historie du gerne vil dele, så tag kontakt til mig.