Du er 100% hvad du går til – 270. tirsdagstur

Det du går til, siger noget om dig

Hver dag går vi forskellige steder hen. Nogle ting går vi til fast, som gymnastik og banko, andre kun en gang i livet, som til en bestemt gate til ferien. Noget går vi til flere gange men forskellige steder, begravelse og fester.

Det du går til præger dit liv. Du er 100% hvad du går til. Er du arbejdstager, går du på arbejde. Er du syg går du måske til læge, psykolog eller anden behandler. Er du optaget af musik går du til koncerter, er du glad for at læse går du på biblioteket eller i boghandleren.

Alt det du går til siger noget om dig som person og menneske. Hvis du gerne vil ændre noget i dit liv, skal du måske gå en anden vej. Gå andre steder hen. Jeg er meget optaget af at være godt tilpas. Både i min krop og i mine relationer. Det kræver hårdt arbejde og mod til at sige til og fra. At gå ind af en anden dør for at drikke kaffe. At gå i fitness i stedet for at gå hen til sofaen.

Jeg gider ikke, men til næste år er nok den ulykkelige ejer af et fitness abonnement. I 2023 fylder jeg 50 år, og jeg vil gerne blive ved med at være stærk og rask. Derfor er det nu på tide at træne muskler og lave øvelser. Det er ikke nok at gå. Jeg løber også en bette tur to til tre gange i ugen. Det gider jeg heller ikke, men hold op jeg har det fedt bagefter. Det er Kristina Extreme running som har hjulpet mig i gang med det i sin løbeklub.

Hvad går du til?

Det er benhårdt, men jeg har gået til mange begravelser de sidste par år. Der skal syv til mange, har jeg hørt, men seks dødsfald i den nærmeste familie er mange. Det fortæller mig at jeg er blevet ældre. Mine forældre er gamle og går til mange begravelser, synes jeg. De bliver ikke så ofte inviteret til fest, som de gjorde en gang. De går også i svømmehallen og svømme og taler med de andre. De går i helsekost forretninger for at købe sunde madvarer. De ser sunde ud. De går op i at man skal have et godt grin hver dag og så går de i kirke. De er forbilleder for mig.

Prøv at se dit liv lidt udefra og tænk over om du er glad for det du går til, og om du måske, lige som jeg, skal gå til noget nyt fremover.

Tusinde tak fordi du følger med. Du er med til at holde mig i gang.

Gå-hilsner

Heidi

Har du lyst til at gå til at #GåMensDuArbejder kan du booke mig til at kickstarte jer med et foredrag eller en workshop.

Hold dig opdateret

Indtast dine oplysninger for at blive tilmeldt og modtage nyheder og påmindelser om nye indlæg.