Effektivt værktøj til den svære samtale

Vi kender det alle. Der er bare samtaler der er svære at tage hul på.

Og ikke mindst svære at få lukket på en ordentlig og sober måde, så de involverede parter kommer ud af den med en følelse af, at det har løsnet op og gjort gavn at få sat ord på det der var svært.

Det kan være en samtale mellem leder og medarbejder, en samtale mellem kolleger eller en samtale mellem dig og din partner.

Hvad definerer så den svære samtale?

Ja – det er forskelligt fra person til person. Vi har alle emner, som er mere sårbare og fyldt med frygt end andre. Det der kan være svært at tale om for den ene, kan være den naturligste ting for en anden.

Derfor skal man altid overveje om den samtale man ønsker at sætte i gang kan være svær for en af parterne. Er du i tvivl – så er du faktisk ikke i tvivl. Det er den med stor sandsynlighed.

Eksempler på emner der kan definere den svære samtale kan være:

  • Trivsel
  • Adfærd
  • Performance
  • Kompetencemangler
  • Stress
  • Private forhold
  • Hygiejneforhold

Det kan være en hel videnskab fyldt med værktøjer, retningslinjer og vejledninger at afholde en svær samtale med en medarbejder. Det faktum samt at det sjældent er behageligt for nogen af parterne kan let gøre en sådan samtale stiv og akavet.

Derfor er den bedste løsning i min optik en “walk-and-talk”. Det blødgør på magisk vis den svære samtale.

Hvorfor gør det så det – tænker du måske?

Det er det flere årsager til. Først og fremmest, er det meget nemmere, at tale om svære emner når man går ved siden af hinanden, frem for at sidde overfor hinanden med øjenkontakt konstant. Det kan være yderst ubehageligt og grænseoverskridende.

Pauserne, der uvilkårligt vil opstå i en svær samtale, vil føles mere naturlige når man går en tur. Der er ikke samme følelse af, at der skal være ord i samtalen hele tiden, når man bevæger sig rundt. Det giver plads til at overveje ordene og lade dem synke ind, uden at der sidder et menneske overfor der kigger på en og afventer et svar.

Der er højt til loftet, lys og luft i det fri. Dette har også betydning for, hvordan budskabet bliver modtaget og leveret. Det bliver lettere at holde sig på “egen banehalvdel”, uden beskyldninger og hårde ord. I stedet bliver samtalen mere rummelig og anerkendende, hvilket er en yderst vigtig del af den svære samtale.

Så kære leder, kollega, forældre eller partner. Næste gang du står overfor en svær samtale, så tag den i forbindelse med en gåtur og mærk forskellen. Du kan starte med at øve dig på samtaler af vanlig karakter, hvor du hurtigt vil mærke forskellen på flowet i samtalen og hvordan kreativiteten blomstrer helt anderledes i tankegangen mens man går.

Tusinde tak til Heidi for dele hvordan hun bruger en gåtur. Du finder Heidi på siden her

Tak fordi du følger med. Du er med til at holde mig i gang. 

Gå-hilsner 

Heidi 

Her kan du læse om kreativiteten i en gåtur.

gaamigglad.dk