205. tirsdagstur – mikroeventyr i naturen v/Maria Rømer

 

Mikroeventyr – de små eventyr i dagligdagen

Jeg griber hver en mulighed, der byder sig for at komme ud i naturen. Ud at gå. Ud på mikroeventyr. Mikroeventyr er de små eventyr i dagligdagen, som ikke kræver en masse tid, planlægning, udstyr eller penge og de findes lige udenfor din hoveddør.

Jeg havde et møde på Hindsgavl Naturcenter en dag i september og i stedet for at køre hjemmefra tidligt om morgenen, valgte jeg at køre efter arbejde dagen før og kombinere mødet med et lille eventyr. Da jeg havde sat min hængekøje op, blev min aftensmad indtaget på en træstamme på stranden med udsigt til både den gamle og nye Lillebæltsbro og lyden af bølgeskvulp, mens solen gik ned. Den samme beroligende lyd faldt jeg i søvn til i køjen.

Næste morgen pakkede jeg mine ting og gik en utrolig smuk tur gennem skoven et par timer, inden mødestart kl. 9. Jeg fulgte stien langs kysten rundt om halvøen. Den fred og ro der er i skoven tidligt om morgenen, hvor fuglene fløjter og vinden blæser i træerne, er ubeskrivelig. Naturen hjælper mig med at lade batterierne op, få tingene på de rette hylder i hovedet og giver mig ny energi.

Da jeg trådte ind i Hindsgavl Dyrehave, havde jeg ikke gået mere end et par minutter, før jeg så en flok dådyr – omkring 20 dådyr og deres 8-10 kid. Kort før jeg gik ud af dyrehaven, så jeg ud af min øjenkrog, at der stod et par krondyr i skovbrynet. Da jeg kiggede efter, stod der intet mindre end 25 store, flotte krondyr. Så mange majestætiske dyr har jeg aldrig set på ét sted.

Det er dét, naturen kan. Det er dét, en gåtur kan byde på. Overraskelser, oplevelser og minder til rygsækken. Det er dét, der er værd at samle på i livets rygsæk. Jeg kan kun anbefale dig at komme ud i naturen – det er godt for både din fysiske og mentale sundhed.

Tak til Maria Rømer/CurlyCamper for denne fine historie.

Tak fordi du følger med. Du er med til at holde mig i gang.

Gå-hilsner

Heidi

Fik du læst om gåturen hvor nogen ville dele? Ellers er den her.

 

Hold dig opdateret

Indtast dine oplysninger for at blive tilmeldt og modtage nyheder og påmindelser om nye indlæg.